Sonja Ramsøe

Sonja Ramsøe

Om bloggen

Velkommen til min blog. Her læser du om det, som altid har interesseret mig - nemlig mennesker.
Her kan du læse mere og fx modtage 10 gratis råd www.ramsoe.dk


Uddannet håndanalytiker og hvad så?

ReflektionerPosted by Sonja Ramsøe Thu, March 17, 2016 14:31:15

Denne uddannelse har været en fantastisk rejse for mig - både ude og indeni - men rejsen fortsætter. Da jeg startede på uddannelsen var jeg så heldig at blive sat på hold med 3 helt fantastiske kvinder og vores meget vidende og inspirerende lærerinde Carolina Linn.

De 3 øvrige håndanalytikere fortalte meget hurtigt i forløbet, at de ønskede at være selvstændige og det var utrolig inspirerende for mig at lytte til. Carolina var rigtig god til at give plads til vores processer og vi skulle hver gang fortælle, hvordan vi havde haft det siden sidst vi mødtes og her delte vi vores op- og nedture, vores tanker omkring fremtiden og vores omgivelsers reaktion på det vi gennemgik.

Jeg havde da tænkt, at jeg gerne ville bruge håndanalysen, men jeg havde slet ikke regnet med, at jeg ville blive så grebet af dette fantastiske værktøj, som så nemt kan kombineres med alt det andet jeg har lært.

Håndanalysen har virkelig bundet enderne sammen for mig, for jeg kan bruge min baggrund som uddannet psykoterapeut, mit HR-virke i det firma jeg arbejder i og min lyst til at arbejde rigtig tæt med mennesker, som har følt smerte og ønsker en "hånd" til at komme videre i livet på en god måde.

Håndanalysen er meget konkret - men kan bruges på mange måder i selvudvikling - du kan vælge at undersøge din livsskole (den linse du ser verden igennem), erkende din her og nu-situation, få vendt din karriere/skæbne, få sat ord på de kvaliteter og udfordringer du har med dig igennem livet. Bestil en håndanalyse NU ved at sende en mail til info@ramsoe.dk.

Grunden til at jeg kan se disse ting i linjerne er, at hjernen sender neuroner ud i kroppen, som sætter afsæt mange steder og altså også i hænderne, så jo dybere linjerne er, jo længere tid bruger du i det område i hjernen og mange fine små streger, tyder på, at du arbejder med noget nyt. Alt dette kan du få vendt under en session med mig.

Indtil videre har jeg afsat 1 dag om ugen til at hellige mig min virksomhed - så jeg kan planlægge events, sessioner, foredrag, håndanalysearbejde, optage lydfiler og videoer og meget andet og jeg havde min allerførste arbejdsdag i går i "Sonja Ramsøe", som bare fløj afsted.

Uhhh - jeg glæder mig allerede til at mødes med de 3 kunder, som jeg har aftale med i løbet af den uges tid og se hvad fremtiden bringer. Det bliver ikke let, men til gengæld bliver det rigtig sjovt, fordi jeg beskæftiger mig med noget, som virkelig ligger mig på hjertet <3





  • Comments(0)//blog.ramsoe.dk/#post11

Min barndom

ReflektionerPosted by Sonja Ramsøe Fri, January 22, 2016 11:51:44

Mange af mine nære venner ved at jeg har rødder i Grønland. Men flere af mine Facebookvenner ved det ikke. Her løfter jeg sløret for noget af min barndom.

Jeg voksede op som det 4. barn og sidste barn i familien. Vi boede i Frederiksværk, et stykke uden for centrum og jeg gik hverken i vuggestue eller børnehave, da min mor gik hjemme i flere år. De allerførste minder jeg har fra min barndom, er lugten af natur, høns, sol, have, jord og jeg husker mine (og søskendes) lege i den store have som hørte til vores hus. Min far var tømrermester og havde selv stået for byggeriet af vores hus med værkstedsbygning og med værelser ovenpå, som blev lejet ud til spændende mennesker, som man kunne besøge, hvis man fik lov.

Min far var uddannet tømrer og arbejdede i Grønland i 1950-erne og det var der, at han mødte min mor. Hun boede i Aasiaat (Egedesminde) og gik på husholdningsskole. Amorinerne opstod og efter min ældste bror blev født i 1956, besluttede vores forældre at flytte til Danmark i 1959. Herefter kom vi 3 andre søskende dryppende.

Jeg brugte mange timer i mit eget selskab, især efter at min (ellers faste legekammerat) – min storebror, som var 2 år ældre begyndte i skole. Så jeg var meget motiveret for at starte i skole og jeg sugede til mig og elskede at gå i skole. Jeg gik i den samme klasse fra 1. til 10. klasse og ses stadigvæk med nogle af skoleveninderne fra den gang.

Denne verden af viden som skolen repræsenterede var meget berigende for mig. Især gymnastik og dansk var i højsædet og senere blev maskinskrivning mit yndlingsfag. For årene hjemme med mor og som lillesøster og med få jævnaldrende i nærheden fik lagt fundamentet til en livlig fantasiverden og et umætteligt behov for at søge viden om mig selv og min omverden.

I skolen var jeg altid én af de første til at byde nye skolekammerater velkommen i klassen – jeg har altid elsket at møde nye mennesker, byde dem velkommen i gruppen og jeg fungerer rigtig godt i mindre grupper. Jeg har aldrig haft kun én bedsteveninde – jeg havde mange igennem skoleårene og har altid nydt friheden ved at være uafhængig og selv at kunne vælge, når jeg ville træde ind i et samspil med andre mennesker. Jeg fik hverken topkarakterer eller bundkarakterer – jeg fulgte ligesom bare med strømmen og det vigtigste for mig var at føle mig som en del af noget større.

Denne indstilling var god for mig, indtil jeg fyldte 10 år. Mine forældres samliv begyndte at smuldre i forbindelse med krisen i 70-erne og selvom de stadig følte kærlighed til hinanden, formåede de ikke at tale om deres problemer og løse dem sammen og efter flere års nedtur, blev de skilt.

Min lille familiegruppe var nu i opløsning og jeg begyndte jeg at søge efter andre sandheder i livet – en søgen som aldrig er stoppet og som stadigvæk eksisterer indeni mig.

Jeg har søgt efter sandheden igennem mine samliv, mine venskaber, arbejdslivet og der hvor jeg har fået den allerbedste respons: hos mine egne børn. For de 3 guldklumper har i den grad udfordret mine evner som reflekterende og kærligt mor. De har med hver deres unikke væremåde belyst de mørke kroge, der måtte være opstået i mit sind. Børn er ubetinget kærlige fra fødslen og kan med få ord og handlinger sætte fingeren på både problemer og løsninger. Og da mine børn har været et udtryk for vores familie til omverden (og os selv) har jeg igennem mine og deres op- og nedture kunnet bruge dem som barometer på selv at finde ind til min egen indre sunde kerne.

Den sunde kerne har aldrig været væk, men forskellige udfordringer i mit liv, som udmundede i en depression for år tilbage, gjorde at jeg i den grad var nødt til at tage mit liv op til revision. Det var en lang og sej kamp at komme igennem, men med hjælp fra mine omgivelser og især ved at prioritere mig selv højere og vælge at tage den 3-årige psykoterapeutuddannelse, som jeg afsluttede i 2010 – var med til at sende mig tilbage til min egen sandhed/kerne.

Hvis nogen spørger mig, hvad det gav mig af sunde værdier at have min grønlandsk mor. Ja - så vil jeg sige: respekt, humor og uhøjtidelighed. Og jo – jeg fik også set bagsiderne, som alle mennesker jo har – men det er de positive jeg har valgt at mindes hende med her. Desværre døde min mor, da jeg kun var 20 år, så jeg nåede aldrig at få de voksensnakke, som jeg ved er vigtige for unge mennesker, især når de går fra teenagere til voksenlivet.

Dem kan jeg heldigvis give mine egne 3 dejlige unger <3




  • Comments(0)//blog.ramsoe.dk/#post9
« Previous