Sonja Ramsøe

Sonja Ramsøe

Om bloggen

Velkommen til min blog. Her læser du om det, som altid har interesseret mig - nemlig mennesker.
Her kan du læse mere og fx modtage 10 gratis råd www.ramsoe.dk


Min barndom

ReflektionerPosted by Sonja Ramsøe Fri, January 22, 2016 11:51:44

Mange af mine nære venner ved at jeg har rødder i Grønland. Men flere af mine Facebookvenner ved det ikke. Her løfter jeg sløret for noget af min barndom.

Jeg voksede op som det 4. barn og sidste barn i familien. Vi boede i Frederiksværk, et stykke uden for centrum og jeg gik hverken i vuggestue eller børnehave, da min mor gik hjemme i flere år. De allerførste minder jeg har fra min barndom, er lugten af natur, høns, sol, have, jord og jeg husker mine (og søskendes) lege i den store have som hørte til vores hus. Min far var tømrermester og havde selv stået for byggeriet af vores hus med værkstedsbygning og med værelser ovenpå, som blev lejet ud til spændende mennesker, som man kunne besøge, hvis man fik lov.

Min far var uddannet tømrer og arbejdede i Grønland i 1950-erne og det var der, at han mødte min mor. Hun boede i Aasiaat (Egedesminde) og gik på husholdningsskole. Amorinerne opstod og efter min ældste bror blev født i 1956, besluttede vores forældre at flytte til Danmark i 1959. Herefter kom vi 3 andre søskende dryppende.

Jeg brugte mange timer i mit eget selskab, især efter at min (ellers faste legekammerat) – min storebror, som var 2 år ældre begyndte i skole. Så jeg var meget motiveret for at starte i skole og jeg sugede til mig og elskede at gå i skole. Jeg gik i den samme klasse fra 1. til 10. klasse og ses stadigvæk med nogle af skoleveninderne fra den gang.

Denne verden af viden som skolen repræsenterede var meget berigende for mig. Især gymnastik og dansk var i højsædet og senere blev maskinskrivning mit yndlingsfag. For årene hjemme med mor og som lillesøster og med få jævnaldrende i nærheden fik lagt fundamentet til en livlig fantasiverden og et umætteligt behov for at søge viden om mig selv og min omverden.

I skolen var jeg altid én af de første til at byde nye skolekammerater velkommen i klassen – jeg har altid elsket at møde nye mennesker, byde dem velkommen i gruppen og jeg fungerer rigtig godt i mindre grupper. Jeg har aldrig haft kun én bedsteveninde – jeg havde mange igennem skoleårene og har altid nydt friheden ved at være uafhængig og selv at kunne vælge, når jeg ville træde ind i et samspil med andre mennesker. Jeg fik hverken topkarakterer eller bundkarakterer – jeg fulgte ligesom bare med strømmen og det vigtigste for mig var at føle mig som en del af noget større.

Denne indstilling var god for mig, indtil jeg fyldte 10 år. Mine forældres samliv begyndte at smuldre i forbindelse med krisen i 70-erne og selvom de stadig følte kærlighed til hinanden, formåede de ikke at tale om deres problemer og løse dem sammen og efter flere års nedtur, blev de skilt.

Min lille familiegruppe var nu i opløsning og jeg begyndte jeg at søge efter andre sandheder i livet – en søgen som aldrig er stoppet og som stadigvæk eksisterer indeni mig.

Jeg har søgt efter sandheden igennem mine samliv, mine venskaber, arbejdslivet og der hvor jeg har fået den allerbedste respons: hos mine egne børn. For de 3 guldklumper har i den grad udfordret mine evner som reflekterende og kærligt mor. De har med hver deres unikke væremåde belyst de mørke kroge, der måtte være opstået i mit sind. Børn er ubetinget kærlige fra fødslen og kan med få ord og handlinger sætte fingeren på både problemer og løsninger. Og da mine børn har været et udtryk for vores familie til omverden (og os selv) har jeg igennem mine og deres op- og nedture kunnet bruge dem som barometer på selv at finde ind til min egen indre sunde kerne.

Den sunde kerne har aldrig været væk, men forskellige udfordringer i mit liv, som udmundede i en depression for år tilbage, gjorde at jeg i den grad var nødt til at tage mit liv op til revision. Det var en lang og sej kamp at komme igennem, men med hjælp fra mine omgivelser og især ved at prioritere mig selv højere og vælge at tage den 3-årige psykoterapeutuddannelse, som jeg afsluttede i 2010 – var med til at sende mig tilbage til min egen sandhed/kerne.

Hvis nogen spørger mig, hvad det gav mig af sunde værdier at have min grønlandsk mor. Ja - så vil jeg sige: respekt, humor og uhøjtidelighed. Og jo – jeg fik også set bagsiderne, som alle mennesker jo har – men det er de positive jeg har valgt at mindes hende med her. Desværre døde min mor, da jeg kun var 20 år, så jeg nåede aldrig at få de voksensnakke, som jeg ved er vigtige for unge mennesker, især når de går fra teenagere til voksenlivet.

Dem kan jeg heldigvis give mine egne 3 dejlige unger <3




  • Comments(0)//blog.ramsoe.dk/#post9